Når hverdagen er udfordrende, og ens barn har det svært, kan det føles uoverskueligt at finde overskud til også at tænke på sundhed. Vi ved, at det handler om at tage små skridt, der passer ind i den hverdag, I allerede står i og at vejen til en sundere livsstil ofte starter med noget helt andet: en fælles aktivitet, der skaber glæde og styrker relationen mellem barn og forældre.
Sundhed handler om mere end kost og motion – det handler om nærvær, engagement og at finde et fælles tredje, hvor hele familien kan mødes om noget positivt. En mulighed for at skabe trivsel og nærvær, som kan gøre hverdagen lidt lettere og give familien et fælles ståsted at bygge videre på.
Vi møder familier med forståelse og et specialpædagogisk blik, hvor vi har fokus på de udfordringer, I står overfor – uden at lade dem definere jer. Med vores stærke evner inden for motivation, tillid og relationsarbejde hjælper vi jer med at finde små skridt, der kan skabe store forandringer.
Ungekonsulent Heidi, der netop har bestået eksamen som Fysisk Træner og Kostvejleder med speciale i familier forklarer:
“Når vi arbejder med sundhed, handler det ikke kun om at løbe en tur eller spise grøntsager. Det handler om at styrke motivation, engagement og relationer, så hele familien kan finde mening og nærvær i deres fælles hverdag. Små skridt kan føre til store forandringer, der varer hele livet.”
Specialet i familier giver os mulighed for at møde hver enkelt familie, der hvor de er, og støtte dem i at finde deres egne løsninger. Samtidig skaber vi rammer, der fremmer positive følelser, reducerer stress og øger både koncentration og søvnkvalitet.
Mange af de børn og unge, vi møder, kæmper med isolation, lavt selvværd eller stress, og her kan en helhedsorienteret tilgang til sundhed gøre en stor forskel. Udover at hjælpe med at skabe bedre vaner, som kan vare ved i voksenlivet, arbejder vi også med at reducere skærmtid og isolation, så der bliver plads til samvær og sunde fællesskaber. Målet er at skabe trivsel, sundhed og glæde for hele familien – også når hverdagen er kompleks og udfordrende.
Har din familie brug for støtte til at finde vejen til en sundere og mere balanceret hverdag? Kontakt os – vi kan hjælpe.
Vi deler også gerne vores viden om sundhed og trivsel med andre fagpersoner, så vi sammen kan skabe de bedste rammer for børn, unge og familier.