Siden 2022 har U:point målrettet arbejdet med at forberede og implementere en traumebevidst tilgang (TBT) for at styrke indsatsen til børn, unge og familier i udsatte positioner. Ledet af en dedikeret projektgruppe, tager U:point nu det sidste skridt mod fuld integrering af TBT i både praksis og organisation. Alt U:point gør er traumebevidst og gør en mærkbar forskel for både målgruppen og medarbejderne. Her deler projektgruppen erfaringer og resultater med TBT og, hvordan tilgangen gør en forskel.
U:point er uddannet og superviseret af én af Danmarks førende traumeeksperter Cæcilie Böck Buhmann, speciallæge i psykiatri, fra Kompetencecenter for Traumer. Sidste undervisningsdag er i februar 2025
TBT i U:point er den ambitiøse model, hvor implementeringen sker på alle niveauer. Undervisningen har derfor både indeholdt TBT i faglig praksis (f.eks. viden om traumer, traumereaktioner, hvordan taler vi om traumer og hvordan håndtere vi traumereaktioner) samt organisatoriske strukturer og arbejdsgange (f.eks. involvering af erfaringseksperter, arbejdsmiljø og ledelse samt indretning af fysiske rammer).
“TBT bygger videre på U:points værdier og tilgange, så det var en naturlig overgang at blive en traumebevidst organisation,” forklarer Mette, leder og medstifter af U:point.
“I februar 2025 er alle i U:point uddannet i TBT og de organisatoriske forhold og processer, der er vigtige for at sikre, at TBT virker i praksis.”
En styrket faglighed og psykologisk tryghed
TBT har styrket U:points faglige fundament. Heidi, ungekonsulent, fortæller:
“Med TBT har vi bl.a. styrket vores faglighed og fælles forståelse for, hvad traumers betydning har for et menneskes følelser, handlinger og udfordringer. Vi ser bag adfærden og søger at forstå årsagerne.”
TBT har også styrket den psykologiske tryghed blandt medarbejderne.
“I sparringssituationer er vi blevet bedre til at understøtte hinanden, gennem vores fælles forståelse og sprog” siger Jacob, ungekonsulent. ”Det gør det lettere at tackle udfordrende situationer sammen.”
Heidi supplerer: “Den psykologisk tryghed blandt kollegaerne er en central værdi i vores kultur. Vi dyrker et miljø, hvor det er trygt at dele bekymringer uden frygt for at blive dømt. Åbenhed og faglig feedback hjælper os til at lære af hinanden og støtte hinanden.”
TBT-forløbet har altså styrket både den kollektive faglighed og arbejdsmiljøet i U:point, hvilket skaber grobund for en langvarig, positiv effekt.
Konkrete værktøjer og resultater
TBT har givet medarbejderne redskaber til at identificere og forebygge traumereaktioner. Et eksempel er en 16-årig pige, som blev hjulpet til at forstå de triggere, der udløste hendes angstsymptomer. Med små, sikre eksponeringer har hun gradvist opnået mere kontrol over sin frygt og fundet tryghed i egne handlemuligheder. Tidligere kunne et telefonopkald til fx læge eller tandlæge lamme hende af angst – nu ringer hun selv, uden støtte.
“Vores rolle som ‘vikarierende håb’ gav hende modet til at klare det selv,” forklarer Heidi
Eksemplet viser, hvordan man med TBT ikke blot håndterer de umiddelbare udfordringer, men også opbygger den unges selvstændighed og tro på egene evner.
TBT styrker samarbejdet i og rundt om indsatsen
For U:point er TBT vigtigt i samarbejdet hele vejen rundt om indsatsen. Jacob forklarer, hvordan samarbejdet i partnerskabet med forældre, skoler og socialrådgivere er blevet endnu stærkere.
“Vi arbejder med en pålidelighed og gennemsigtighed, der inddrager de unge og forældrene i processerne. Det bygger tillid og et ligeværdigt forhold for alle involverede parter,” siger han.
Med TBT styrkes samarbejdsrelationerne og sikrer et stærkt netværk omkring børnene og de unge, hvilket er essentielt for deres udvikling og trivsel.
Et godt råd til kommuner og organisationer, der vil i gang med TBT
For andre organisationer og kommuner, der overvejer at implementere en traumebevidst tilgang, foreslår U:point at starte med at skabe et solidt grundlag.
“Det er afgørende, at vi opnår en fælles forståelse og et fælles sprog på tværs af hele organisationen, og at nye medarbejdere onboardes grundigt ind i TBT” siger Mette. “Start med grundig uddannelse af alle medarbejdere og vær tålmodig med processen.”
U:points erfaringer viser, at TBT styrker indsatsen til børn, unge og forældrene og skaber et mere støttende arbejdsmiljø.
“TBT tager tid at implementere fuldt ud, men fordelene er mange: dybere forståelse, stærkere samarbejdsrelationer og et trygt miljø for alle involverede i indsatserne,” afslutter Mette.
Vil du høre mere om TBT? Lad os tage en snak om, hvordan en traumebevidst tilgang kan styrke indsatserne til børn, unge og familier.