Alle børn og unge har ret til en sommer med oplevelser, fællesskab og glæde, og hos U:point er vi stolte af at skabe rammerne for netop det. Vores sommerferieaktiviteter giver børn, unge og familier en mulighed for at træde ud af hverdagen og ind i et univers sjove, udfordrende og meningsfulde øjeblikke.
I løbet af sommeren har vi blandt andet besøgt BonBonLand, hvor grin og spænding på forlystelser blev til dejlige minder. Børn og unge fik mulighed for at udfordre sig selv, støtte hinanden og endda teste ungekonsulenternes mod.
“Du turde ikke, haha. Du skreg helt vildt. Men sejt, at du gjorde det alligevel,” grinede en 8-årig deltager, da turen var omme.
Der var også tid til at udforske grænser på gokartbanen, hvor både vi mærkede suset ved høj fart – eller valgte at tage en pause og observere.
Det handler om at turde prøve – og om at turde sige fra, som en dreng viste, da han valgte at slå sig løs på boksemaskinen i stedet for gokart.
Fællesskabet blev også styrket gennem vores grillhygge, hvor både børn, unge, forældre og søskende deltog. Med aktiviteter som bordtennis, VR-briller og kreativ udfoldelse i U:create, blev der skabt særlige øjeblikke, hvor familier kunne dele erfaringer og knytte bånd på tværs.
For de mindste var Monkey World et hit, hvor dyrene og sansehaven skabte en beroligende og sjov atmosfære. Det var også en mulighed for at arbejde med sociale normer og grænsesætning i en uformel og tryg kontekst.
Sommerferieaktiviteterne i U:point er meget mere end blot sjove dage ude. De skaber trygge rum, hvor børn og unge kan udvikle sociale kompetencer, udforske nye sider af sig selv og få minder med jævnaldrende. Samtidig giver aktiviteterne familier mulighed for at skabe fællesskaber og få et afbræk fra en ofte krævende hverdag. Vi glæder os allerede til næste sommer, hvor vi igen vil skabe nye minder og stærkere fællesskaber.
U:points interne aktivitetspulje er dedikeret til at skabe oplevelser og aktiviteter, der styrker udviklingen for børn, unge og familier. Puljen gør det muligt at arrangere aktiviteter, som udfordrer deltagernes selvbillede, styrker deres sociale inklusion i skole-, fritids- og uddannelsesmiljøer og skaber meningsfulde oplevelser.
Med et socialpædagogisk fokus bruges aktiviteterne aktivt som en del af deltagernes udviklingsforløb. U:point tilbyder gratis hel- og halvdagsaktiviteter cirka hver anden måned, ferieaktiviteter i skolernes sommer-, efterårs- og vinterferier og inviterer hvert år børn, unge og familier til julehygge. Aktiviteterne er delvist finansieret af fondsmidler og donationer, hvilket sikrer gratis deltagelse, altid!