De børn og unge, vi møder i U:point, oplever, at deres hverdag er faldet fra hinanden. De har mistet fodfæstet i hjemmet, i skolen, blandt venner, – med stigende mistrivsel, isolation, udadreagerende eller indadreagerende adfærd til følge. For nogle opstår der et mønster, hvor det svære vokser og risikoen for kriminalitet, rusmidler eller psykisk belastning tiltager. For andre er det allerede en del af deres virkelighed.
De børn og unge vi møder i U:point har ikke har brug for hurtige løsninger. Det der virkelig gør en forskel for dem, er at blive mødt af en voksen, der ser dem. Én, der forstår, hvor svært det kan være at sige ja – og måske endnu sværere at sige nej.
Professionelt nærvær
Vi ved, at tillid tager tid. Derfor er vores samarbejde med barnet og den unge båret af stabile relationer og tydelig faglighed. Vi aflyser aldrig og hvis barnet eller den unge ikke møder op, rykker vi tættere på. Hvis modstanden fylder, møder vi den med nysgerrighed, ikke svar. For bag adfærden ligger ofte noget, der er svært at sætte ord på.
“Efter 30 minutter kom hun ud i bilen til mig. På køreturen fortalte hun, at det havde været en rigtig lortedag i skolen og det var derfor hun ikke havde overskud til at mødes med mig. Vi fik talt om hvad der var sket og da jeg satte hende af sagde hun, nu tror jeg alligevel jeg tager i skole i morgen.”
Heidi, ungekonsulent i U:point
Barnet og den unge møder en tryg voksen med faglig ballast og et blik for hele mennesket. Én, der forstår, at relationen er forudsætningen for forandring – og ikke et værktøj, man kan tage frem og lægge væk igen. Vi ved, at det er de udviklende mikroøjeblikke, der betyder mest.
Vi arbejder matrikelløst, og er fleksible med tid og sted. Samarbejdet med barnet og den unge, foregår der hvor de bor, går i skole, i deres nærmiljø – eller hvor det giver mening. For os handler det om at støtten gives i netop den virkelighed, barnet og den unge skal navigere i, når de ikke længere har behov for at samarbejde med os.
Et partnerskab, der kan mere?
Kontaktpersonen står aldrig alene i indsatsen. U:point er et tværfagligt og tværprofessionelt team med erfaring i komplekse familiedynamikker og svære livssituationer. Vi kender vejen til det samarbejde, der både inddrager og styrker barnet, den unge og forældrene.
For børne- og ungerådgiveren betyder U:point en faglig sparringspartner, der selvstændigt vurderer, dokumenterer og handler med ro og overblik. For afdelingslederen betyder U:point også en leverandør, der er specialiseret, gennemskuelig og til at regne med – og som har blik for de greb og retninger, der skaber fremdrift i en kompleks virkelighed.
“Tæt samarbejde, med en kontaktperson, der var meget handlekraftig og som tog fat i samarbejdspartner for at skabe proces.”
Børne- og ungerådgiver, Ballerup Kommune
Vi gør vores for at skabe stabilitet i indsatser, hvor mange forhold er usikre og uforudsigelige. Det gør vi med tydelige aftaler, gennemskuelige rammer og ærlig forventningsafstemning – med barnet, den unge, forældre og myndighed.
Vi tror på potentialet
Alle børn og unge har ret til medbestemmelse over eget liv – også selvom det handler om noget svært. Når de mærker, at der er plads til egne ønsker og initiativer, opstår modet til at handle anderledes. Ikke fordi vi løser det hele for dem – men fordi de ikke står alene med det længere.
“Nu er jeg blevet meget bedre til at snakke om tingene.”
Ung, 16 år
Vi tror på, at børn og unge vokser i fællesskaber, hvor de føler sig betydningsfulde – og at selvværd og handlekraft gror, når man får plads til at øve sig.
Vi hjælper børn og unge med at få øje på egne ressourcer og styrker. Vi ser potentiale dér, hvor håbet er slidt – og hvor det kræver tålmodig vedholdenhed og blik for det, der endnu ikke er foldet ud.
Vil du tættere på vores indsatser og forstå, hvordan vi kan gøre en forskel for dig eller din kommune? Kontakt os i dag – sammen finder vi løsninger, der virker i virkeligheden.