eSport til udsatte unge
I dag lancerer vi et nyt, helt unikt eSportsprojekt til udsatte unge – en fritidsaktivitet med seriøs eSportstræning i et pædagogisk setup. Vi tilbyder små hold med stort sammenhold.
U:point eSport henvender sig til udsatte unge med en interesse for gaming. Unge, som gerne vil træne på et seriøst plan, men som er udfordret omkring det sociale. Unge, der synes det er svært at troppe op i klubben eller i fritidsforeningen, hvor ansvaret for at blive en del af fælleskabet primært er ens eget. Unge, der med gamingen måske isolerer sig hjemme på værelset, i værste fald med ensomhed og et lavt selvværd til følge.
U:point eSport er unikt ved et særskilt fokus på det sociale og pædagogiske – hvor instruktøren som både er uddannet socialpædagog og e-sportsinstruktør, har fagligt indblik i og erfaring med udsatte unge, og kompetencerne til at lave træningsforløb.
Fællesskabet er i højsædet og som hold tager vi på studieture til gaming events både i Danmark og udlandet. I ferieperioder afholder vi forskellige arrangementer for alle børn og unge i alderen 10-16 år, som også brænder for eSporten og gerne vil bruge ferien på at blive en endnu bedre gamer.
Træningen foregår i U:point i Måløv, kun 5 minutters gang fra Kildedal St. og de første gamere starter om 14 dage.